Angående opsætning af køkken i min lejlighed. Jeg trænger til at få luft efter en usædvanlig ringe service i forbindelse med køb og opsætning af et Vordingborg køkken. Efter aftale blev køkkenet opsat den 16 oktober 2000. Jeg havde heldigvis taget fri, så jeg fik indflydelse på visse unøjagtigheder undervejs i første omgang. Min umiddelbare indsigelse var, at man havde glemt at tage højde for mikrobølgeovnen, der efter sælgers eget forslag skulle placeres over køkkenbordet. Det var en god idé, som montøren ikke var blevet orienteret om, og som heller ikke fremgik af hans arbejdstegning. Montøren satte en hylde op, som dog ikke kunne holde mikrobølgeovnen fordi fliserne, som endnu ikke var sat op, skulle støtte hylden. I hjørnet stødte 2 overskabe sammen, således at der dannedes et hulrum. Det var jo spild af god plads og køkkenet er i forvejen meget lille. Man gik med til at sætte et større skab op, så pladsen kunne udnyttes bedst muligt. Den 13 november tog en af mine venner med mig til Vordingborg køkkener og talte med sælgeren om de forskellige mangler plus et par yderligere. Sælgeren kommer og ser på køkkenet dagen efter og accepterer min klage og lover, at tingene nok skulle blive bragt i orden: ny bordplade da hullet til vasken var for stort, skab til mikrobølgeovn og ændring af sammenføjninger der ikke passer og er sjusket udført. 15. november ringer sælger, at skabet var bestilt og at jeg ville blive kontaktet af snedkeren weekenden efter. Men der blev ikke ringet. Sælger ringer derimod den 19. november og stak en lodret løgn om, at snedkeren havde ringet til mig uden at få kontakt. En nem afsløring, idet jeg har nummerviser på min telefon. Snedkeren kommer den 4. december og sætter skab op til mikroovnen. Han borer så ihærdigt, at bagbeklædningen ødelægges, men som han siger: "Det ser jeg jo ikke, når ovnen kommer op". Den ny bordplade kan jeg ikke få, da hullet vil blive lige så stort!!! Der er stadig et par ting at udsætte: dårligt tilpassede samlinger og døre der ikke slutter rigtigt til. Prisen taget i betragtning, skulle den slags være i orden. Der må være økonomisk dækning for, at man betjener sig af folk, med et vist kendskab til montering af køkkener. Fra Vordingborg køkkeners side blev det krævet, at alle pengene faldt forud. Vordingborg køkkener kom til at skylde mig et beløb, som jeg måtte rykke for flere gange. Hele arbejdet har været præget af uprofessionel adfærd - både i salgs- som i håndværkerregi. Når jeg i dag ser på mit køkken, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de benspænd, ærgrelser og det uanstændige spild af tid, jeg har været udsat for gennem hele forløbet - og helt sikkert, jeg vil aldrig anbefale Vordingborg køkkener til andre. Tænk på, hvor meget anderledes det kunne have været.